Odense slot
Kronprinsen og kæresten på Odense Slot
38-årige Frederik 7. fik sit livs lykkeligste måned i Odense
Kronprins Frederik ville have sin borgerligt fødte kæreste nær sig. I Odense kunne de endelig være sammen – og kronprinsen havde aldrig været lykkeligere.
Louise Rasmussen var en horeunge, datter af en enlig syerske, hun havde et uægte barn – og så var hun endda tidligere balletdanserinde. I midten af 1800-tallet var hun i aristokratiets og det bedre borgerskabs øjne en skandale af en kvinde. Alligevel havde Louise Rasmussen fået en nøgle til lågen i plankeværket til Odense Slot, så hun skjult kunne besøge slottets herre.
Herren var kronprins Frederik (7.) og hans sjæl og hjerte fandt kun ro, når han var sammen med Louise Rasmussen. Inde på slottets matrikel kunne kongens maitresse banke på hos tjenestefolkene i stueetagen og via en hemmelig trappe gå direkte op til kronprinsens omklædningsværelse på 1. sal, hvor hun steg ud af et smukt brunt skab, der skjulte trappen.
Vi ved, at kronprins Frederik fik besøg af Louise på slottet, selvom hun aldrig officielt opholdt sig på Odense Slot. Eksempelvis skrev han i sin dagbog 19. marts 1847: “Blev hele Dagen hjemme og disputerede med Louise“.
Kronprinsen fandt lykken med Louise
Fire måneder forinden, 13. november 1846, var kronprinsen endelig officielt blevet skilt fra sin anden hustru, altså hustru nummer to. Nu kunne han installere Louise Rasmussen nær sig selv på Odense Slot, hvor han havde residens, da han var guvernør på Fyn.
Den tidligere danserinde, men nu modehandlerske, fik nogle værelser på en gård uden for Odense. Men hun havde hest og vogn til rådighed, så hun nemt kunne komme til slottet.
Omkring juletid skrev den 38-årige kronprins til hende: ”… jeg siger Dig her med fuld Oprigtighed, at denne Maaned er den, hvor jeg har været Lykkeligst i mit Liv; hvorfor jeg stedse skal være Dig oprigtig Taknemmelig«.
Frederik prøvede at lokke sin elskede til Odense
Den følgende januar prøvede kronprinsen at overtale Louise Rasmussen til at flytte ind i en lejlighed i Odense. Men hvis hun foretrak gården, så var det også fint: “… saa taler vi ei videre om den Ting,” som han skrev til hende.
Louise Rasmussen opholdte sig mest i København, men gennem hele 1847 rejste hun til gården uden for Odense, når kronprins Frederik var i byen. Hvis parret da ikke opholdt sig på Frederiksgave, som godset Hagenskov hed i en lang periode.
Men snart var det slut med det fordækte forhold. For den følgende januar, i 1848, døde Frederiks far, kong Christian 8., og Frederik blev konge. To år senere giftede han sig med sin Louise – og gav hende titel af lensgrevinde Danner – og dermed var det helt slut med brug af bagindgange og listen ad hemmelige trapper.
Herregårdsfortællingerne er skrevet af Linda Corfitz.