Fra stavnsbundet til herre af Østruplund

Bondedrengen endte med at sove i baronens seng – som godsejer

Historien om Elias Møller er en blanding af Ludvig Holberg og H. C. Andersen. Gåpåmod, evner og held løftede en bondedreng fra at være stavnsbundet til at blive herre af Østruplund.

I 1797 blev Elias Møller herremand på Østrupgaard (senere kaldet for Østruplund) på Nordfyn. At kalde det en social opstigning er korrekt, men føles som en underdrivelse. 36 år forinden blev han født af fæstehusmænd i landsbyen Diernæs under godset Holstenshus, og lille Elias kunne se frem til at leve samme slags liv som sine forældre.

Og dog, knægten havde en drøm. Gang på gang spurgte han herremanden om lov til at blive jægerdreng, indtil adelsmanden en dag svarede: “Det nytter dig ikke at blive jæger, thi almindeligst er en gammel skytte en gammel tigger.”

I stedet tilbød godsejeren den unge knægt at blive tjener for hans jævnaldrende søn. Den 15-årige dreng fulgte nu med adelssønnen på uddannelse, først til Sorø Akademi, siden til Tyskland. Elias Møller blev selv godt uddannet undervejs. Efter nogle år blev han kommanderet tilbage for at tjene godsejeren og hans kone.

Stavnsbåndets ophævelse satte talentet fri

“Nu udkom forordningen af 20. juni 1788, som sønderbrød slavelænkerne og vikrede på ethvert tænkende menneske haabet om at nyde en blidere fremtid,” som Elias Møller beskriver stavnsbåndet ophævelse i sin egen levnedsskildring.

Med ét trylleslag var den talentfulde og vidende 27 år unge mand ikke længere bundet til sin hjemstavn og sin herre. Efter at have været herskabernes tjener i 13 år kunne Elias Møller nu frit gå.

Kort tid efter stod den talentfulde og veluddannede unge mand med et job som forvalter på snart den ene, snart den anden herregård. Elias Møllers gode ry havde spredt sig. Også hele vejen til Østrupgaard.

Godsejerens anbefaling varmede konen op

På Østrupgaard skrantede godsejerens helbred, og han bad Elias Møller om at blive hans forvalter, så godset fremover ville være i gode hænder. Godsejeren forsikrede også sin kone om, at med Elias Møller ved roret ville godset være i de bedste hænder.

Året efter, i 1796, døde godsejeren. Ni måneder efter blev Elias Møller gift med fruen på Østrupgaard. Elias Møller forklarer det i sine erindringer, i en form henvendt direkte til den afdøde godsejer:

“… din anbefaling fremskabte hos hende en uindskrænket tillid til mig, som havde den uventede lykke til følge, at hun delte ejendom og kærlighed med mig.”

Således slutter historien om, hvordan en stavnsbunden bondeknøs blev godsejer.

Herregårdsfortællingerne er skrevet af Linda Corfitz.