HAGENSKOV

Ydmygelse, trolddom og børnelykke på samme gods

Tre bemærkelsesværdige skæbner fra Hagenskov

Hagenskov Gods rummer et væld af spændende historier om bemærkelsesværdige personer. Læs om den latterliggjorte ærkebisp, en heksejæger med fødselsdepression og en fødemaskine af Guds nåde.

 

Jakob Erlandsen: Ærkebispen bliver smidt i fangehullet

I 1259 kan man en dag se Nordens fineste mand ride mod Hagenskov. Rytteren er ærkebiskoppen i Lund, Jakob Erlandsen. Han er leder af den magtfulde kirke i hele Norden. Men han sidder bagvendt på hesten i verdsligt tøj, og på hovedet har han en narrehue med rævehaler.

Fremme ved slottet bliver den latterliggjorte bisp på kongens ordre smidt i fangekælderen.

Det var klimakset i en årelang kamp mellem konge og kirke, hvor kongemagten beviste, at den var landets stærkeste magt.

I dag kan et fangehul fra middelalderborgen Hagenskov ses på den gamle slotsbanke. Man mener, at Jakob Erlandsen blev låst inde i netop det kampestensbelagte fangehul, som du nu selv kan stirre ned i.

 

Anne Hardenberg: Hekse får skylden for fødselsdepression

En af de mærkeligste overleverede kilder fra 1600-tallet må være Anne Hardenbergs “Skrift til mine forældre”. Anne Hardenberg bliver gift omkring år 1588, og fem år senere flytter hun gravid tilbage til sine forældre på Hagenskov Gods, hvor hun føder en dreng.

Men moderskabet rammer hende hårdt. En depression mærker hende dybt. Pludselig kan Anne Hardenberg heller ikke tale. I stedet begynder hun at beskrive sin sygdom på skrift. Heriblandt den åbenbaring hun modtager en nat: Hun er en af Guds udvalgte, og årsagen til hendes ulykke må findes blandt troldfolk.

Tre år efter fødslen, i 1596, bliver to vestfynske almuekvinder bundet fast til stiger og skubbet ind i et flammende bål. De to kvinder er fundet skyldige i at have nedkaldt sygdommen over Anne Hardenberg ved hjælp af trolddom.

Birgitte Brockenhuus: Uofficiel Danmarksrekord i børnefødsler                                           

I 1600-tallet er barselssengen en konstant trussel mod kvinders liv og helbred. Men nogle kvinder føder børn, som de smutter mandler. Den uofficielle rekord blandt danske adelskvinder må tilfalde Birgitte Brockenhuus, som føder 17 børn på 21 år. To endda med præcis ni måneders mellemrum. Helt usædvanligt for tidsperioden bliver 16 af de 17 børn voksne.

I børneflokken er sønnen Corfitz Ulfeldt, der får sig en formidabel karriere som rigshofmester (datidens statsminister). Men senere tager han et spektakulært fald og får et forsmædeligt rygte som Danmarks største landsforræder.

 

Herregårdsfortællingerne er skrevet af Linda Corfitz.