Modstandsmanden fra Risinge

Adelen var overrepræsenteret i modstandskampen

Især efter Anden Verdenskrig blev fremtrædende medlemmer af adelen dadlet for at have været på nazisternes side. Men det hele billede er, at adelsmænd var blandt de mest aktive i modstandskampen.

Det er ikke nemt at finde mange informationer om modstandsmanden Jørgen Christian Bille Brahe fra Risinge. Men fra Kertemindes lokalarkiv dukker fascinerende billeder op. Billederne er fra 1945 og viser den 29-årige baron i uniform fra Livgarden og med det blå frihedskæmperarmbind om venstre arm.

Der er billeder, hvor han taler med den lokale læge, med andre modstandsmænd og med andre spidser fra Kertemindes modstandsbevægelse. Heriblandt også grev Ulrik Knuth fra Stenagergaard.

At informationer om ham ikke er nemt tilgængelige, afspejler den noget oversete historie om, at den danske adel gav et stort og aktivt bidrag i den danske modstandskamp under Besættelsen.

Adelen var meget aktiv i modstandsbevægelsen

I 1943 så en ny forening dagens lys, hvis officielle omdrejningspunkt var landbrug. Bag foreningen stod seks adelsmænd – heriblandt baron Jørgen Bille Brahe fra Risinge, grev Ulrik Knuth og Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn fra Hvidkilde (link til historien om Hvidkilde). I virkeligheden var foreningen skabt for at organisere en omfattende del af modstandsbevægelsen på Fyn.

De seks adelige fra Fyn var langt fra alene. 14 procent af den mandlige del af adelen var med i modstandskampen. Til sammenligning var 85.000 mænd og kvinder ifølge Nationalmuseets modstandsdatabase med i modstandsbevægelsen – ud af en samlet befolkning på omkring fire millioner. Det giver en andel på lidt over 2 procent.

Hvis vi antog, at alle 85.000 personer i modstandsbevægelsen var mænd, ville andelen nå op på omkring 4,5 procent. Stadig langt under den mandlige adels andel på 14 procent.

Om at blive henrettet: “Det er godt for vores stand”

Under tyskernes besættelse af Danmark blev fremtrædende medlemmer af adelstanden eksponeret for deres tætte forhold til nazisterne. Det ry kunne smitte af på hele standen. Under krigen var det rygte svært at tvætte væk, for de adelige modstandsmænd arbejdede af gode grunde anonymt.

Netop den overvejelse lå formentlig grev Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn på sinde hans sidste nat, inden han blev henrettet af tyskerne. I sit afskedsbrev til sine forældre skrev han nemlig linjen:

Aah, havde jeg blot foran mig Synet af jeres glade Ansigter – glade fordi jeg ofrede mig for Danmark – lov mig, aah lov mig, Forældre, at I vil være tapre og glade, tænk paa, at det er godt for vores Stand, at vi havde en, der ofrede sit Liv for Dannebrog.

Kilde: Adel, den danske adel siden 1849. “At kæmpe Danmarks sag” af Maria Groth Rasmussen og Rene Ask Rasmussen.

Herregårdsfortællingerne er skrevet af Linda Corfitz.