Skovsgaard

Naturgodset:

8 overraskende fakta om herregården Skovsgaard

Skovsgaard på det sydlige Langeland er et potpourri af historier, der illustrerer danske herregårdes rige, alsidige tilværelse – om krig, spøgelser, geskæftige bønder, excentriske adelsfolk – og nu som et mekka for naturbeskyttelse.

1. Bonde giftede sig til Skovsgaard
Gennem sit ægteskab blev bonden Mads Jonsen herremand over Skovsgaard i 1459. Men Mads Jonsen var ikke uden evner, hvilket ægteskabet med en kvinde af højere byrd også antyder. Bonden blev siden selv adlet under navnet Hvitax og opnåede at blive landsdommer på Langeland.

2. Den onde ejer spøger i skovene
Ejeren i slutningen af 1500-tallet, Stig Pors, skulle have været sådan en led krabat, at han var dømt til at gå igen efter sin død i 1603. Et sagn fortæller, at Stig Pors’ genfærd skulle være manet væk af en præst. Andre kilder mener, at han stadig spøger i skovene nær herregården.

3. Søsteren blev reddet ud af en troldehøj
Stig Pors’ søster Ellen var til gengæld en god kristen kvinde. Der findes dog ikke kilder på, at Stig Pors skulle have en søster. Men der findes sagn. Ifølge sagnet blev Ellen røvet af trolde. Af alle mennesker sørgede den ellers slette Stig Pors for at redde søsteren ud af troldehøjen. Højen findes nær ved Skovsgaard under navnet Ellens Bjerg. Ellen skulle efter sigende gå igen på slottet under navnet Den Hvide Dame.

4. Svenskerne lagde Skovsgaard øde
Under Svenskekrigene 1657-1660 blev Skovsgaard så hårdt ramt af svenske plyndringer, at 11 ud af 23 fæstegårde stod tomme.

5. Godset blev solgt på auktion til bønder
I 1760 blev ejerskabet af Skovsgaard for anden gang overdraget til bønder. Tre langelandske brødre købte herregården på auktion. Godset blev i familiens eje indtil 1979.

6. Nyt slot tegnet til herskaber og tjenestefolk
I 1887 blev den gamle borggård revet ned og et nyt slot opført efter tidens standarder for en husholdning til overklassen. Kælderen blev bygget til tyendet og to etager med 21 rum til herskabet. Skovsgaard har i dag et tyendemuseum, hvor du kan kigge nærmere på forholdene downstairs.

7. Kattedame gav godset til fond
Den excentriske sidste ejer af Skovsgaard, den katteelskende frk. Ellen Fuglede, skulle efter sigende mistro mænd og elske dyr og natur. Hun fik derfor ingen børn og testamenterede Skovsgaard til Danmarks Naturfredningsforening i 1979. I dag ejer Den Danske Naturfond herregården.

8. Skovsgaard er et helle for dansk natur
På Skovsgaard kan du i dag opleve vild og varieret dansk natur, et naturværksted og et klimavenligt økologisk landbrug. Desuden hele fire faste udstillinger: Karet- og vognmuseum, Traktor- og maskinudstilling, Herskab og Tjenestefolk-udstilling og Kunstudstilling.

 

Herregårdsfortællingerne er skrevet af Linda Corfitz.