HOLCKENHAVN

 

Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt på Holckenhavn

Danmarks største landsforræder kedede sig på Fyn

To af danmarkshistoriens mest kendte skikkelser boede for en kort periode på Holckenhavn Slot. Men det rolige godsejerliv passede ikke Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt, der snart fik snoet sig ud af situationen.

 

De lokale bønder må have måbet, da de ellers nyindflyttede herskaber i sommeren 1662 drog afsted på kurrejse. Rækken af vogne var lang. I bagagen var blandt andet 60 malerier og 27 gobeliner. Det lignede ikke umiddelbart, at godsejerne havde i sinde at vende tilbage til Fyn.

Herskaberne var den berygtede Corfitz Ulfeldt og hans hustru, kongedatteren Leonora Christina. Parret havde en af danmarkshistoriens vildeste skæbner af storhed og fald bag sig. Så sent som et halvt års tid forinden sad de begge fængslet i fæstningen Hammershus på Bornholm.

For at blive løsladt havde de betalt en kolossal formue til kongen, og Corfitz Ulfeldt havde aflagt en række løfter. Herefter havde kongen beordret dem til at bo på godset Ellensborg (det senere Holckenhavn). Her kedede ægteparret sig gudsjammerligt.

 

Den fynske adel ville ikke hygge sig med Ulfeldterne

Til at begynde med havde parret inviteret den lokale adel til komsammener på Ellensborg, men ikke overraskende var mange af deres standsfæller negativt stemt over for Ulfeldterne. De havde ikke glemt, at Corfitz Ulfeldt som den svenske konges rådgiver havde hjulpet fjenden under den krig, der fire år forinden udpinte øen.

På Ellensborg brugte Corfitz Ulfeldt primært tiden på systematisk at inddrage gæld hos den danske adel, men som regel uden held. På grund af krigen havde de svært ved at betale.

Efter blot en måned på Ellensborg fattede Corfitz Ulfeldt pennen og skrev til indflydelsesrige mænd ved hoffet, om han kunne få lov til at tage på en kurrejse. Han modtog ikke svar og klagede til en ven over, at de ikke ville svare en “unyttig” mand. Corfitz Ulfeldt kunne ikke udholde lediggang.

Faldet var langt fra slut

Overraskende nok – i betragtning af Corfitz Ulfeldts tidligere opførsel – gav kongen i maj 1662 familien lov til at gennemføre en kurrejse til Frankrig. Efter blot et halvt år på Ellensborg rejste parret i slutningen af juni 1662.

Kort efter tilladelsen begyndte Corfitz Ulfeldt igen at smede rænker, som endte i ren katastrofe for begge ægtefæller. Blot ét år senere – 24. juli 1663 – degraderede kongen Corfitz Ulfeldt fra sin stand og dømte ham til døden som landsforræder. Corfitz Ulfeldt gik under jorden og døde to år efter, formentlig i Schweiz.

11. juni 1663 blev Leonora Christina arresteret i England, sat i fængsel og siden ført til Danmark, hvor hun blev spærret inde i Blåtårn. Her sad hun de næste 22 år.

 

Herregårdsfortællingerne er skrevet af Linda Corfitz.