Søndergaarde
Den gale herremand på Søndergaarde
Eiler Brockenhuus’ råhed forfærdede i flere århundreder
Nogle mennesker er så vanvittige, at man flere generationer efter gyser over dem. Eiler Brockenhuus var voldtagende, incestuøs, morderisk – og gik alt for vidt med sine practical jokes.
Det var en trist dag i den vestfynske Rørup Kirke, hvor adelsmanden Eiler Brockenhuus’ nærmeste havde samlet sig til hans begravelse. Et sidste farvel, inden kisten skulle i jorden.
Pludselig rørte kistelåget på sig, og en lyslevende Eiler Brockenhuus sprang op af kisten. Begravelsen havde bare været for sjov.
Eiler Brockenhuus var grænseoverskridende i alle aspekter. Det fik herskabet på herregården Erholm også at mærke. Eiler Brockenhuus’ sædegård Søndergaarde ligger nemlig blot en kilometer fra Erholm. I dag er Søndergaarde en del af Erholm Gods, men i slutningen af 1500-tallet lå godsejerne i konflikt. Eiler Brockenhuus var anklaget for at have tilranet sig en bondegård, der ellers tilhørte Erholm.
At stjæle land må karakteriseres som en af de mindre grumme forbrydelser fra Eiler Brockenhuus’ generalieblad. Eller som bønder på egnen kaldte ham mange generationer efter: “Gale Iler Brekkehus”.
Adelsmanden havde ingen grænser
Ét er at lave jokes, der er langt over grænsen. Noget andet er at gøre andre ondt. Her holdt Eiler Brockenhuus sig heller ikke tilbage. Han var berygtet for at mishandle sine tjenestefolk, banke sin kone og for at have skudt en skorstensfejer ud af en kanon.
Desuden havde han for datiden stærkt umoralske og ulovlige forhold med det andet køn. For det første horede han rundt og fik børn med almuen. For det andet fik et barn med sin adelige hustru, inden han giftede sig med hende, hvilket også var en stor forbydelse.
Helt galt var det, da han fik et barn med sin afdøde svogers enke. Læs mere om dén store skandale under herregården Jerstrup (LINK). Den miserable sag endte med en benådning fra kongen, og Eiler Brockenhuus vendte hjem til Søndergaarde. Men snart gik det fra slemt til værre.
Eiler Brockenhuus røg direkte i fængsel
Rygterne svirrede om ham: Eiler Brockenhuus har voldtaget sin søster, derefter dræbt både hende og deres nyfødte barn. Han har også forgivet sin egen mor. Desuden truer han kongen og hans mænd på Fyn.
Kongen fik hentet adelsmanden til Københavns Slot for at undersøge sagerne. Men vidnesbyrdene var formentlig for bestyrtende, så kongen droppede retssagen og smed ham direkte i statsfængslet på Dragsholm Slot i Odsherred.
Fra cellen fortsatte Eiler Brockenhuus sin vanvittige opførsel. Han skrev breve til konge og rigsråd om nye krigsmaskiner, fifs til lettjente penge og advarsler om, at rigsrådet ville forgifte kongen. Eiler Brockenhuus overlevede mindst 23 år på Dragsholm Slot, indtil han døde i fængslet engang efter 1607.
Fotograf: Per Korsgaard
Herregårdsfortællingerne er skrevet af Linda Corfitz.