I VIKINGE
KONGENS
LAND
Kerteminde – Odense
Velkommen til en etape, hvor du kan besøge Danmarks sidste vikingekonge og se en tidlig vikingekonges grav. Du kommer ud i et frodigt landskab, hvor folk i stenalderen slubrede østers i sig. I dag kan du smage Danmarks bedste røgede laks.Du kan læske dig i æblemost og nyde kirsebær på 100-vis af måder.
Her avler vi får, kvæg og svin med omtanke og kærlighed. Som vi har gjort, siden vikingekongen var knægt. Tag alle sanser med på en tur, der starter for 1.200 år siden.
Tilbage i 1400-tallet var kerteMinde kendt for sin havn, sine gode fisk og det fremragende øl. så der er ikke meget, der har ændret sig her
HERREGÅRDE PÅ DENNE RUTE
Praktiske links til Start- og Slutbyer
Oplev Odense (Klik her)
Det skal du se i Odense (Klik her)
Spis og drik i Odense (Klik her)
Overnatning i Odense (Klik her)
Oplev Kerteminde (Klik her)
Det skal du se i Kerteminde (Klik her)
Spis og drik i Kerteminde (Klik her)
Overnatninger i Kerteminde (Klik her)
Læs mere på VisitFyn.dk
Kunst og håndværk på ruten
En række kunsthåndværkere og gallerier ligger direkte på din rute – eller er kun en kort afstikker væk. Se mulighederne her:
Spise og drikke på din vej
Du kommer tæt forbi en række gårdbutikker, caféer og restauranter, hvor du finder god mad og lækre drikkevarer. Mange af spisestederne er så populære, at det er påkrævet at bestille bord i forvejen. Når det gælder resten, er det blot en god idé.
Nybro Frugtplantage. Km 25. Gårdbutik med frugt og mange varianter af æblemost. Lille Salbyvej 54. 5370 Mesinge. Telefon: +45 2250 6738
Café Kirkeladen. Km 29. Mesinge. Det er sådan et sted, hvor du umiddelbart sænker skuldrene og slapper af. Her nyder du god dansk mad, lavet på friske råvarer. Meget populært sted, derfor er bordreservation absolut tilrådeligt. Tel: +45 60 15 50 58. Mail: info@cafekirkeladen.dk
Røgeri Hindsholm og Trattoria. Km 53. Røgeriet er grundlagt med en filosofi om at kun det ypperste er godt nok. Det lille trattoria med kun seks borde ligger i det fri. Og har åbent forår og sommer. Det er en fordel at bestille bord dagen før. Stavrevej 4, Måle, 5300 Kerteminde. Tel: +45 6611 2503 eller +45 3032 6603.
Service på turen
Toiletter
Du finder offentlige toiletter forskellige steder på turen, bl.a. på:
Munkebo Bakke
Min Købmand, Mesinge
Mulighed for at oplade din elcykel:
Min Købmand, Mesinge
Bikefriends:
Over 200 Bike Friends står klar til at hjælpe dig, hvis vandflasken er tom eller hvis du mangler luft i dækkene. Hos mange af dem kan du også få hjælp, hvis der er knas i mekanikken. Se mere om konceptet og find en Bike Friend i nærheden af dig her.
Rute download
Link til ruten her
RUTEN
0
KM
Kerte-
minde
Nyd dit besøg i en af Herregårdsrutens hyggeligste byer. Byen fik rettigheder som købstad i 1413. Det betød, at byen fik eneret på handel, håndværk og anden borgerlig næring i området. Samtidig nød Kerteminde godt af, at Odense havde ynkelige havneforhold. Derfor blev byen rig på at være udskibningshavn og vinterhavn for Odense. Alligevel havde Kerteminde kun 640 indbyggere ved folketællingen i 1672. Byen har i stor grad bevaret den gamle middelalderkerne. Nyd det. Find tips til oplevelser i Kerteminde under punktet ’Se og sov i Kerteminde’.
0,3
KM
kunstværk
Hans Schacksvej 2, 5300 Kerteminde
4,5
KM
Hverringe
Gods
Flotte skove og en hovedløs kusk
Godsets historie kan føres tilbage til ca. år 1300, hvor der lå en tårnborg på stedet. Omkring år 1550 byggede den daværende ejer, familien Lykke, en vandborg i stil med Egeskov Slot. Den nuværende hovedbygning er fra 1795. Godset ejes i dag af greve Niels Iuel Reventlow, og det har været i familien Iuels eje siden 1737.
Et sagn fortæller, at alle godsets tidligere herremænd står op af deres grave nytårsaften kl. 24 og drøner til godset. De skal være tilbage i deres grave inden første hanegal. De suser afsted i en guldkaret, trukket af fire sorte heste. Og kusken har ikke noget hoved!
Tidligere havde et gods som Hverringe brug for mange hænder. Derfor havde de også mange boliger tilknyttet godset. Se efter de blå postkasser og tæl, hvor mange boliger, der stadig er ejet af godset.
Ung enke fængslet i 1627
6,5
KM
RØGERI
HINDSHOLM
Her laver de Danmarks bedste laks
Røgeriet Hindsholm er skabt af Per Knuppert, som er filosof, ejer og røgmester. Som led i filosofistudiet opholdt Per sig i Italien, hvor han har boet sammenlagt i 5 år. Han studerede og skrev om kulturelle forskelle i Europa. Indsatsen mundede ud i et studie af traditionelle italienske fremstillingsmetoder som saltning, fermentering, røgning, modning og lagring. Erfaringerne fra Italien blev brugt til at udvikle gourmetprodukter med kød og koldrøget laks. Per brugte 3 år på at udvikle sine produkter – fra 2010 til 2013, før han syntes, at Røgeriet Hindsholm var klar til at betjene kunderne.
På røgeriet fremstiller Per og hans medarbejdere produkter 100% kompromisløst. Udgangspunktet er de bedste råvarer, håndelag og den tid, som er nødvendig for at opnå sublim kvalitet. Røgeri Hindsholm er i dag leverandør til mange af de allerbedste køkkenchefer i Danmark plus enkelte kulinariske stjernerestauranter i Rom. Og røgeriets laks er blevet kåret som Danmarks bedste koldrøgede laks.
Det lille trattoria ligger i det fri og har 6 borde. Det har åbent forår og sommer torsdag-søndag med ankomst fra 12-16. Det er en fordel at bestille bord senest dagen før.
Butikken har åbent hele året torsdag-søndag fra 10-18
Kontakt:
mail@røgerihindsholm.dk
+45 6611 2503
+45 3032 6603
11
KM
KIG TIL
ROMSØ
En smuk men forladt ø i havet
Fra din rute på kysten, kan du se en ø i bæltet. Det er Romsø. Romsø er en ca. 1 km2 moræneknold, som de store gletsjere i sidste istid efterlod, da de var færdige med at modellere om på det fynske landskab. Siden 1604 har øen hørt til Hverringe Gods. I mange år var øen beboet. Øen fik sin storhedstid, da Fyrvæsnet rejste et fyrtårn på øen i 1869. I 1920’erne boede der 51 personer, som var så godt som selvforsynende via landbrug, fiskeri og husdyrhold. De gamle huse står stadig og kan lejes til kurser og lignende. Du kan stadig se rester af gamle landbrugsredskaber på øen. De gamle stendiger, som dannede markskel, står også.
Du kan besøge den øde ø via en båd, der går fra Kerteminde i turistsæsonen. Det er en helt særlig oplevelse med stilhed, uforstyrret dyreliv, sletter, mindre skove, højt til himlen. Det er helt unikt.
16
KM
Stubberup
Kirke
Sikken en udsigt
Kirken ligger højt og flot. Den ældste del af kirken er fra 1100-1200-tallet. Tårnet blev bygget til i år 1600. Og blev brugt som sømærke, takket være dens synlige beliggenhed. Sømærket blev omtalt som Den Hvide Jomfru. Som de fleste andre kirker, der Stubberup Kirke er udvidet over flere gange. Du kan kende den ældste del på de rundbuefriser, du kan se udenpå kirken. Rundbuerne er typiske for den romanske stil, som de tidligste kirker er bygget i. Efter 1250 vandt den gotiske stil frem. Den kan du kende på spidsbuerne, som du fx kan se på den endegavl, der er modsat tårnet. Skibet blev forlænget mod vest i 1400-tallet. Senere udvidet nok engang. Tårnet bygget i 1600-tallet. Kig ind og se den udskårne prædikestol (ca. 1580) og altertavlen (1632). Du kan også opleve en række kalkmalerier i kirken.
Det har været en sejlivet myte, at Marsk Stig i al hemmelighed er begravet i kirken. Han blev dømt i en af danmarkshistoriens mest profilerede kriminalsager, nemlig mordet på Erik Klipping i Finderup Lade. Der er imidlertid mindst 4 kirke, der gør krav på at have Marks Stigs grav. Og hvem der har ret – om nogen – ved man ikke med sikkerhed.
18
KM
Schelenborg
Gods
De historiske rødder er 800 år gamle
Schelenborg Gods har historiske rødder, der rækker tilbage til 1200-tallet. Dengang hed godset godt nok Eskebjerg. Men sådan er det jo med godser. De skifter gerne navn, når der kommer nye ejere til. Det var Marsk Stig, der ejede godset i sidste halvdel af 1200-tallet. Han blev i 1287 dømt fredløs ved et Danehof for at medvirke til kongemordet på Erik Klipping. Marsk Stig indgår også i et sagn med tilknytning til Stubberup Kirke, som også er del af din aktuelle rute.
I dag er ejerskabet mere fredeligt. Legoejeren Kjeld Kirk Kristiansen købte nemlig Schelenborg Gods i 1982. Og driver herfra stutteriet Ask med avl af springheste. Godset er endvidere et aktivt landbrug, der breder sig over 529 hektar jord og skov.
Der er ikke adgang til Schelenborg, så du må nøjes med det kig ind, du har fra vejen, når du kører forbi.
Fyns Hoved er en omvej værd
Hvis du vil cykle lidt længere end langt, så tag Fyns Hoved med på din rute. Den bliver i så fald på ca. 100 km. Eller bid den op i to og overnat i shelter, i hytte eller hos et af de hyggelige steder med Bed & Breakfast, du kommer forbi.
Fyns Hoved er en stor naturoplevelse. Lyset er helt særligt. En række kunstnere har hentet deres inspiration her – fx Johannes Larsen og Fritz Syberg. Der er et rigt fugle- og planteliv. Alene gåturen rundt om hovedet er hele omvejen værd.
Tydelige arkæologiske spor har vist, at vi ikke er de første, der har sat pris på Fyns Hoveds naturlige rigdomme. Her har man fundet masser af stenøkser, flinteflækker og østersskaller, som viser, at stenaldermennesker har siddet her, hygget om et bål, mens de har slubret østers i sig i massevis.
Trænger du også til lidt vådt og tørt efter turen, så besøg den hyggelige café og gårdbutik, du finder i Nordskov.
21
KM
RUTENS
NORDLIGSTE
PUNKT
Herfra går kursen mod Kerteminde
Her sker der ikke alverden. Andet end, at du vender snuden øst- og sydover.
Til gengæld er du kun få km fra et indkig til Schelenborg Gods.
23
KM
Stutteriet
Ask
Stutteriet Ask drives af Schelenborg Gods og er dermed udtryk for Lego-familiens passion for at arbejde med heste og hesteavl. Omgivelserne taler for sig selv. Blandt andet har stutteriet egen fuldt udbygget springhal, der er taget i brug i 2022.
31
KM
Café
Kirkeladen
Nyd et godt måltid
Nyd et godt måltid i Mesinges næstældste hus, Kirkeladen. Ingen ved præcis, hvornår Kirkeladen er bygget, men et gæt i starten af 1580’erne er ikke helt skævt. Bygningen hedder kirkeladen, for det er det, den er: Kirkens lade. Den er en del af det moderne skattevæsens forløber. For helt tilbage i 1100-tallet indførte kongen en skat, der blev pålagt alle bønder. De skulle afstå hvert tiende neg af deres kornhøst til kirken. En tredjedel af dette korn gik til kirkens drift og blev opbevaret i kirkeladerne.
Kirkeladen i Mesing blev fredet allerede i 1918 og er i dag beskyttet i klasse A med kryds og slange. Der er derfor historiske bygninger, der byder dig velkommen til et måltid med god gammeldags danske mad, tilberedt med nøje udvalgte råvarer.
Kig ind og sænk skuldrene. Atmosfæren er hyggelig og afslappet. Bestil et bord og kom til frokost eller aften. Eller få en sandwich med til din tur.
Både cykelryttere, vegetarer og børn er velkomne 😉
Lige over for Kirkeladen ligger købmanden. På parkeringspladsen kan du oplade din elcykel, hvis du har brug for ny energi til både krop og cykel.
32
KM
NYBRO FRUGT
PLANTAGE
Et absolut most-see på ruten
Udover most kan du også svælge i årstidens frugt, grønt, honning og mange lokale specialiteter.
40
KM
PÆLESPÆR
RINGEN VED
SNEKKELED
Ingeniørkunst fra vikingetiden
Området omkring Kertinge Nor har været et rigt område i vikingetiden. Rundt om noret har der ligget en række handelspladser. Herremændene har været rige. Det kan vi blandt andet se ved, at området har været særdeles godt beskyttet. Indsejlingen til Kertinge Nor var spærret for fremmede skibe ved hjælp af en pælespærring ved Snekkeled. Den er etableret i vikingetiden og vedligeholdt op til 1200-tallet. Spærringen var op til 3 meter bred og over 200 meter lang, så den rakte tværs over norets åbning. Midt i spærringen var der en åbning på 25-30 meter, som vikingerne sikkert har kunnet lukke for at holde fjender ude.
Anlægget kunne tyde på, at Kertinge Nor har været brugt som (vinter)flådehave for en større vikingeflåde. Måske Harald Blåtands? Muligvis har der også været et slæbested for skibe ved Dræby, som kan betyde slæbested (men også en bebyggelse på et smalt sted). Slæbesteder lavede vikingerne flere steder, hvor de trak skibene over land på rundede trælægter, smurt med fedt og olie. Det har dog næppe været et permanent anlæg, men måske en kattelem for flåden ved fjendtlige angreb.
40
KM
MUNKEBO
BAKKE
På udkig efter fjenden
Fra toppen af Munkebo Bakke har du et fantastisk udsyn over området. Fra tårnet på toppen kan du se forbi Fyns Hoved mod nord og Storebæltsbroens pyloner i sydøst. Selve bakken troner 58,4 m. over havets overflade. I vikingetiden havde den stor militærstrategisk betydning. Herfra kunne man holde øje med skibsfarten mellem Jylland, Fyn og Sjælland. Man kunne se en fjendtlig flåde på lang afstand og kunne signalere til venner i området om faren. Fx via bauneblus. Bål som fx Ladbykongens folk kunne se. Ladbyhøjen kan ses direkte fra Munkebo Bakke.
Her har folk boet fast i hvert fald siden jernalderen, hvor der lå en stor hal på toppen af bakken. Den var mindst 29 meter lang og næste 11 meter bred. En anden hal er dateret til vikingetiden, hvor en klassisk vikingehal – 8 meter bred og 26 meter lang stod på stedet med buede langvægge og ydre støttestolper og viste, at her boede en viking med magt over tingene. Bygningerne er markeret sten, så du oppe fra tårnet kan danne dig et billede af, hvor store bygningerne var.
Der er også toiletfaciliteter i området.
23
KM
Portal
kranen
et nyt symbol på den grønne omstilling
Vikingerne var skibsbyggere. Og i mange år videreførte danskerne den stolte skibsbyggertradition på værfter over hele landet. Odense Staalskibsværft (i folkemunde bare kaldet Lindø) var i 2005 Fyns største privatejede arbejdsplads med over 5.500 medarbejdere. Man byggede bl.a. verdens dengang største containerskib på værftet. Det blev døbt Emma Mærsk og løb ad stablen i august 2006. Værftet blev lukket i 2012, men rekorderne klæber stadig til området. Det tidligere værftsområde huser nu ca. 150 virksomheder, og over 2.500 mennesker går hver dag ind ad porten til Odense Havn, som området hedder i dag. Her er plads til at slå ud med armene – og det skal der til, for på selve Havnen bliver Vestas enorme havvindmøller produceret og testet. Til at løfte det tunge læs står verdens største mobilkran klar sammen med Havnens enorme vartegn, portalkranen, der ses på lang afstand. Den kan løfte 1.200 tons (hvilket svarer til 230 afrikanske elefanter i ét løft) , og med Havnens mange nye grønne arbejdspladser inden for vindindustrien, er kendetegnet for det gamle værft nu ved at blive et nyt symbol på industriens grønne omstilling.
Du kan se kranen fra ca. 23.-53. km på din tur.
LADBY KONGENS
GRAV
En spændende afstikker på 15 km
Tag en afstikker og se en storslået kongegrav. Ladbykongens grav er den eneste kendte skibsgrav fra vikingetiden i Danmark. Der er ingen tvivl om, at det er en magtfuld konge, der ligger her. Måske den første konge i Danmark? Det ved man ikke. Ladbykongen blev begravet, før Harald Blåtand indskrev sig på en 10 tons sten som ham, der ’vandt sig hele Danmark’. Graven var overdådig. Et krigsskib blev båret op på land. Det blev fyldt med våben, bronze og guld. Samt 11 rideheste med fornemt seletøj og fire hunde. Derefter opførte man en gravhøj over skibet. Graven blev plyndret og skændet allerede i vikingetiden. Var det måske Harald, der skændede graven for at fratage den gamle konge magt og ære?
Du kan træde 1100 år tilbage i historien og komme ind i gravhøjen. Her kan du opleve resterne af det 22 meter lange skib. Mange prægtige og unikke fund fra graven er udstillet i museumsbygningen tæt på skibsgraven. Absolut en afstikker værd, hvis du er det mindste historieinteresseret.
58
KM
BESØG
KNUD DEN
HELLIGE
Danmarks sidste vikingekonge
Knud IV var den sidste danske konge, som forsøgte at samle det dansk-engelske imperium. Planen var et krigstogt til søs, magen til det han selv tidligere havde deltaget i. Et togt mod England, som gjorde mænd rige, berømte og berygtede. Han samlede en flåde på ca. 1.000 skibe. De lå i Limfjorden og ventede. Yderligere 600 skibe skulle støde til. Men flåden kom aldrig afsted. Knud lavede et no-show og fik i stedet et oprør mod sig. Det endte tragisk. Knud blev dræbt. Det gjorde hans bror også. Samt 17 hirdmænd (som man kaldte body guards på den tid). Det skete d. 10. juli 1086 i Albani Kirke i Odense. Og hermed kan vi begrave vikingetiden. Efter sin død blev Knud IV til Knud den hellige, da han blev kåret som helgen i år 1100. Rygter om undere ved Knuds grav var sammen med et dygtigt politisk benarbejde med til at bane vej for kåringen. Der var stor søgning til Knuds grav, og det kan have været med til at styrke tilflytningen til Odense. Knud den Hellige ligger i krypten under Skt. Knud Kirke, domkirke i Odense.
58
KM
Nonne
bakken
Harald Blåtand på magtens tinde
Det kan være svært at se. Men på Nonnebakken står du ved en af de 5 måske 6 ringborge, Harald Blåtand lod opføre for at vise sin magt, da han samlede Danmark.
Det var et enormt anlægsarbejde. Først nivellerede vikingerne selve området. Så byggede de to store volde – den ydre med en diameter på 180 m – den indre på 120 m. Hertil kom palisader bygget af solide egetræsplanker. 16 langhuse, en indre ringvej og 2 gader, der fulgte borgens akser nord/syd og øst/vest.
58
KM
Odense
Det gode liv i centrum
Odense er i dag en lille storby på vej. Byen har nu over 200.000 indbyggere. Et resultat som Odense har arbejdet for i hvert fald siden 988, hvor byen bliver nævnt som Danmarks 4. bispedømme. Den centrale placering som trafikknudepunkt på rejsen mellem Jylland og Sjælland gav tidligt byen tyngde og strategisk betydning. I middelalderen satte mange kirke og klostre præg på byen. Langt senere kom industrialismen til. For at tækkes både den og fremskridtet pløjede byrådet i 1960 en firsporet vej gennem Odenses centrum og rev den traditionelle øst-vest-akse i byen op på midten. Den beslutning fortrød man senere bitterligt. Og siden 2010 har byen arbejdet på at genskabe sammenhængen i midtbyen under mottoet: Fra Gade til By. Det har givet helt nye byrum, hvor nyt møder gammelt, og sød musik opstår. Glæd dig til at møde det nye Odense, når du lander i byen.
Se hvad du kan opleve i Odense under punktet: Praktisk links til Visitodense.dk
59,7
KM
kunstværk
Kanalvej 154, 5000 Odense C
Navnet Odense er en sammentrækning af Odins Vi. Et vi er et indhegnet helligt sted, hvor man dyrkede guderne. Og ved Odins-Vi tilbad vikingerne den førende gud, Odin.
Praktiske Start- og slutbyer
Oplev Odense (Klik her)
Det skal du se i Odense (Klik her)
Spis og drik i Odense (Klik her)
Overnatning i Odense (Klik her)
Oplev Kerteminde (Klik her)
Det skal du se i Kerteminde (Klik her)
Spis og drik i Kerteminde (Klik her)
Overnatninger i Kerteminde (Klik her)
Læs mere på VisitFyn.dk
FÅ DIN ETAPE BADGE
Når du har cyklet etapen Odense/Kerteminde eller omvendt, har du fortjent et flot badge som bevis for dine anstrengelser. Download det som billede her og gem det i dit fotoarkiv. Del dine bedrifter med vennerne. Upload dit badge fx på Instagram mes hashtags som #herrregårdsruten, #ivikingekongensland, #bikeislandfyn